det bedste og det værste

05.12.11 (Sys Bjerre) det bedste og det værste

det bedste og det værste

de første kastanjers bløde skind og
den knasende duft af efterår
det er det bedste

at være så alene at jeg bliver i tvivl
om jeg eksisterer
er det værste

det bedste er
lego, lyserød champagne og
lyden af toget jeg har ventet på

det værste er
opvaskebørstens hår
der falder af og lægger sig i vasken
sammen med rester af stegte svampe

at købe gaver og
at stryge til high school musical soundtracket
er det bedste

realitytv, hospitaler og smålighed
er det værste

det bedste er
spontane ferier og
at holde middagsselskaber

korslagte arme og ordet fint
er det værste

brune bodegaer og lyskæderne i tivoli
er det bedste

det værste er
dårlig samvittighed og modemagasiner

det bedste er
at falde i søvn på bagsædet –
min fars guitarspil
det er det bedste
for mig

inspireret af søren ulrik thomsens digt “parafrase over charles bukowkis digt det værste og det bedste”, som er inspireret af charles bukowskis digt “the worst and the best”.

 

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *